TEKST

H.C. Andersen: Af Mit Livs Eventyr (1855)

Endnu havde jeg kun seet en liden Deel af mit Fædreland; jeg havde været enkelte Steder i Fyen og Sjælland samt på Møens Klint. Denne svarede aldeles ikke til min overdrevne og ved Molbechs Skildringer overspændte Forestilling. Alt der var mig for Smaat. I Sommeren 1830 skulde nu en større Reise foretages, jeg vilde see Jylland lige til Vesterhavet og dernæst kjende hele min Fødeø, Fyen. Mindst tænkte jeg paa, hvor meget denne Sommer-Udflugt skulde bringe mig; hvilken Overgang i mit Indre Liv der forestod. - Det var især de jydske Heder, jeg glædede mig til at see og til der mulig at møde en Taterfamilie. Af mundtlige Fortællinger og af Steen Blichers Noveller var min Interesse vakt. Landet selv var dengang ikke saaledes besøgt som nu; først i de Dage var en Dampskibsfart bragt istand; et daarligt, langsomt seilende Skib "Dania" gjorde Reisen i henved eet Døgn, men dog for den Tids Fordringer en utrolig hurtig Fart. Dampskibene stode endnu ikke ret i Tiltro; Aaret før havde jeg gjort Reisen på et saadant Fartøi, "Caledonia", det første Dampskib, vi saae i vore Farvande; det blev svarlig haanet af alle Pæreskuders Besætning og benævnedes "Pjaske-Malene". H. C. Ørsted var naturligviis glad og høilig opfyldt af denne verdensherlige Opfindelse, og det var ganske morsomt at høre, at just hos ham en Middag, hvor jeg var tilstede, en gammel Sømand af Ørsteds Slægt ivrede mod "disse forbandede Røgskibe!" "Nu havde man fra Verdens Skabelse", sagde han "kunnet nøies med fornuftige Fartøier, der gik ved Vind, men saa skulde man makke om; der gaar aldrig een af disse Røghætter forbi, uden at jeg tager min Raaber og skjelder dem saa langt de kan høre mig!" - Det var en heel Begivenhed dengang at skulle afsted med Dampskib; i vore Dage Klinger det halv utroligt, hos os høre Dampfartøierne saaledes til Tiden, at deres Opfindelse synes os ganske fjern, og vi glemme, at den er saa nær, at det ikke engang er vist, men kun fortælles som et Sagn, at Napoleon, da han tog Tilflugt hos Englænderne, saa det første Dampskib komme.
   En heel Nat i Kattegattet paa det nye Slags Fartøi var noget Mægtigt for min Phantasie, jeg glædede mig dertil, - men vi fik slet Veir, jeg blev søsyg - først den næste Dag mod Aften naaede vi Aarhuus. Der og overalt i de jydske Byer kjendte man "Fodreisen" og mine humoristiske Digte, og jeg blev vel modtaget. Jeg kjørte over Heden; alt det Fremmede her gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Men Vejret var ikke godt, Reisetøi havde jeg ikke stort af, den vaade, skarpe Havgusse angreb mig stærkt, saa at jeg fra Viborg, hvor jeg opholdt mig nogle Dage, maatte vende om igjen, dragende sydost nedad, opgivende ganske Vestkysten; men det forhindrede mig ikke i, at jeg jo skrev "Phantasie ved Vesterhavet" og "Malerie af Jyllands Vestkyst", som jeg aldrig havde seet, men kun kjendte af Andres mundtlige Skildring. Jeg saae nu Egnene om Skanderborg, Veile og Kolding og drog derfra til Fyen, hvor Herregaardslivet aabnede sig for mig, og hvor jeg ved Odense tilbragte, som en velkommen Gjest, flere Uger ude paa Landstedet Mariehøi, tæt ved Canalen under det gamle Næsbyhoveds Slotsbanke, hos Bogtrykker Iversens Enke. Dette Sted var mig i min tidligste Barndom Idealet af et Landsted. Den lille Have var overlæsset med Indskrifter og Vers, der sagde hvad man paa hvert Sted skulde tænke og føle. Ud til Canalen, hvor Skibene gik forbi, var anlagt et lille Batteri med Trækanoner, der var en Vagtbygning og Skilderhuus med Træ-Soldat, ganske barnagtigt smukt. Her boede jeg nu hos den forstandige, kjærlige gamle Kone, der var omgivet af en Skare opvakte, elskværdige Børnebørn, alle ganske unge Piger. Den ældste af disse, Henriette, optraadte siden i en ældre Alder med de to Noveller "Tante Anna" og "en Skribentindes Datter", hvorom senere vil blive talt. I Munterhed og Glæde gik her Ugerne; jeg skrev et Par humoristiske Digte, imellem disse: "Hjertetyven", og beskjæftigede mig iøvrigt med en Roman: "Christian den Andens Dverg", til hvilken jeg fik en Deel historiske Notitser og Bidrag om hiin Tid ved den lærde Oldgrandsker Vedel-Simonsen paa Elvedgaard ved Bogense. Omtrent sexten skrevne Ark bleve færdige, jeg læste disse for Ingemann, og de tiltalte ham særdeles; paa disse støtte sig den gunstige Dom han siden nedskrev over mig ved min Reise-Ansøgning; men med de humoristiske Digte var det, idetmindste for en Tid, forbi; ogsaa Romanen blev lagt hen, - en ny, een af de dybeste Strænge var slaaet an hos mig, en Følelse, jeg saa ofte havde spøgt over, vilde hevne sig.
   Jeg kom paa min Sommerreise til een af de mindre Kjøbstæder i et rigt Huus; her opgik pludselig og overvældende en ny Verden for mig, saa stor, og dog rummes den i fire Linier, jeg da skrev:

"To brune Øine jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
der flammer Snillet og Barnets Fred, -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!"

Vi mødtes igjen senere paa Høsten i Kjøbenhavn. - Nye Planer for Livet fyldte mig; jeg vilde opgive at skrive Vers, hvad skulde de kunde føre til? Jeg vilde læse for at blive Præst; jeg havde kun een Tanke, og den var hende, - men det var Selvskuffelse; hun elskede en Anden - hun giftede sig med ham. Først mange Aar efter har jeg følt og erkjendt, at ogsaa her skete det Bedste for mig, det Bedste for hende. Hun anede maaskee ikke engang, hvor dyb min Følelse var, hvilken Indvirkning den havde paa mig. Hun blev en brav Mands fortræffelige Hustru, en lykkelig Moder. Guds Velsignelse over dem!


Bibliografisk:

Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
Andersen, H.C.: Af: Mit Livs Eventyr (1855). Bd 1. Udg. H. Topsøe-Jensen, Kbh.: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. 1975, s. 106-108.


Se mere tekst fra Mit Livs Eventyr i På vej - Tekst.

Husk at se oplysningerne i Baggrund!