OM FREDERIK VII

H.C. Andersen: Af Mit Livs Eventyr

[...] Kong Frederik den Syvende opholdt sig i Slesvig paa Slottet Glücksborg. Der gik foruroligende Rygter om hans Befindende. Det var Søndag den femtende November; jeg var hos Kultusministeren, Biskop Monrad, der var synlig forstemt. Veiret var raat og graat; den vaade Luft trykkede mig; jeg syntes, at jeg gik i et Sørgehuus; jeg tænkte paa Kongen, følte en Angst, og da jeg faae Timer efter kom til Venner i det Huus, hvor Ministeren Fenger boede, mødte jeg Directeuren for Telegraphen, selv bragte han Telegrammet. Jeg ventede i bange Anelse paa Trappen til han kom tilbage, og spurgte da, om jeg turde vide hvad der var meldt. Han svarede kun: "Vi maae være beredte paa det Værste". Jeg gik ind til Ministeren; han sagde mig: "Kongen er død". Jeg brast i Graad. Da jeg kom ud paa Gaden, stode Folk i Grupper, de vidste det Sorgens Bud. Jeg var betaget, maatte søge til Venner, jeg gik til Edvard Collins. Her kom Folk, som havde været i Theatret; men idet Forestillingen skulde begynde, havde fra Parterret lydt en Stemme; at da Kongen laae for Døden, var det ikke passende at spille Komedie; man opfordrede Publikum til at gaae. Snart rullede Tæppet op, og Skuespiller Phister traadte frem og sagde, at det var saa naturligt, at Folk under disse Omstændigheder ikke havde Lyst til at see Komedie, og at Skuespillerne heller ikke havde Stemning til at spille. Forestillingen blev derfor opgivet. I Casino-Theatret blev et Par Akter spillede; da kom Sørgebudskabet om Kongens Død; der lød et Suk gjennem Huset, og Folk gik strax stille derfra, Forestillingen var afbrudt.
   Næste Formiddag, Luften var graa og tung som hele Stemningen, gik jeg hen til Christiansborg Slot. Pladsen var opfyldt med Mennesker. Conseilspræsidenten Hall traadte frem paa Slottets Altan og forkyndte: Kong Frederik den Syvende er død! Leve Kong Christian den Niende. Hurraraabene løde, Kongen viiste sig, og da Jublen vedblev, kom han atter og atter frem.
   Fra det lykkeligste Familielivs Ro og Glæde løftedes han nu til at prøve tunge Dage, som Gud vilde skulde komme over os Alle.
   Jeg følte mig syg; aandeligt og legemligt betaget; om Aftenen skrev jeg:

Et Sørgebudskab gjennem Landet lød:
"Kong Frederik den Syvende er død!"
Lyd Sørgesang ud over Thyras Vold!
Et Konge-Hjerte brast i Danmarks Skjold,
Et Hjerte, sendt af Gud til Folk og Land,
Meer dansk end Kongen var der ingen Mand!

Fra Hedenold og til vor Fremgang nu
Har Ingen elsket Danmark meer end Du!
Du er for Verden Kongemagtens Tolk,
I Kjærlighed velsignet af et Folk.
Tak for Dit Hjertelag, Alt hvad Du gav!
Taknemlighed nu græder ved Din Grav.

Om Aftenen, Onsdagen den 2den December kom Kongens Liig til Kjøbenhavn. Fra min Bolig i Nyhavn saae jeg Sarkophag-Skibet glide stille hen over Vandet under Sørgemusik og Kirkeklokkernes Ringning.
   Castrum doloris var paa Christiansborg Slot. Alle strømmede derhen; jeg frygtede for Trængslen og det at skride frem Fod for Fod, være lukket inde og ikke at kunne vende tilbage før den hele Vandring var endt. Alene ved Tanken herom rislede det gjennem alle Nerver; jeg kunde ikke gaae denne Vei og opgav at komme der. Men da Tiden til at erholde Adgang var forbi, fortrød jeg, at jeg ikke havde været der. Jeg maatte og vilde endnu engang nærme mig den venlige, gode Konge, staae ved hans Kiste. Det blev mig forundt. Jeg kom i god Mag derop. Endnu brændte matte Lamper i de sort betrukne Stuer, Arbeidsfolk bare bort Sidestykker af Katafalken med Indskrifter; endnu prangede i Paradesalen den hvide Atlaskes Baldakin under Loftet, lysene brændte i Stager og Kandelabre, Vaabenskjoldene var endnu paa deres Plads, kun Tabouretterne med Ordener og Insignier vare borte. Jeg kom netop, idet Laaget løftedes af den yderste Kiste for at smykkes til Bisættelsen. Jeg saae den indre sorte Trækiste, som indvendig blykædt omsluttede Liget. En Mængde Krandse fra Glücksborg laae paa Laaget. Jeg bøiede mig hen over Kisten, Liiglugten drev mig hen til det aabne Vindue. I Stuen tæt ved var henlagt Krandsene fra Slesvig; jeg havde i Haanden den blomsterløse Moskrands, som Fattiglemmerne havde bragt; jeg saae Guirlanden af Christtjørn fra Flensborg; alle Krandse skulde følge i Kongegraven. [...]



Bibliografisk:
Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
Andersen, H.C.: Af: Mit Livs Eventyr (1855). Bd II. Udg. H. Topsøe-Jensen, Kbh.: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. 1975, s. 271-274.