BAGGRUND

Efter ankomsten til København indlogerede H.C. Andersen sig i et pensionat, og forberedte sig derefter på at blive engageret ved Det Kongelige Teater. I Mit Livs Eventyr skrev han:

"Min første Vandring i Byen var hen til Theateret, jeg gik flere gange omkring det, saa op ad Murerne og betragtede den hele Bygning som et Hjem, der endnu ikke var aabnet for mig."

Derfor opsøgte han teaterets synge- og kapelmester, Guisippe Siboni, der netop da havde besøg af digteren Jens Baggesen og komponisten C.E.F. Weyse. Dette møde åbnede de første døre til teateret, men forudsætningen for uddannelse var at finde sponsorer, der kunne se mulighederne i den unge mand. I Odense havde oberstløjtnant Christian Høegh-Guldberg set disse muligheder, og han tilskyndede broderen i København til at iværksætte en indsamling, sådan at H.C. Andersen kunne få en teateruddannelse. På længere sigt var det hensigtsmæssigt med en fast støtte, og derfor blev H.C. Andersen tilskyndet til at ansøge kongen om hjælp.

Kongen var i 1819 den enevældige Frederik 6., der havde fulgt sin fader på tronen i 1808, men siden 1784 havde han fungeret som regent, da faderen var sindssyg. Frederik 6. havde engang udtalt: "Vi alene vide" og havde dermed markeret, at han opfattede sin enevældige position bogstavelig, og dermed forpligtede han sig også til personligt at varetage utallige opgaver, bl.a. at besvare de mange bønskrifter. Da kongen jo ikke kunne kende alle 'supplikanter' måtte hans afgørelse baseres på udtalelser fra f.eks. embedsmænd, der kendte til sagen og personen. I H.C. Andersens tilfælde blev Direktionen for Det Kongelige Skuespil bedt om at udtale sig, og her var der ikke megen hjælp at hente, idet der i en udtalelse hed:

"han manglede saavel Talent som Udvortes for Scenen".

 Kongen dikterede sin resolution i overensstemmelse hermed:

"Indbemeldte Ansøgning maae efter Omstændighederne bortfalde".